Alle indlæg af Thea

37 kilo skrald i Rønninge blev fjernet

 

Foto: Anders Hjære Pedersen

 

Der var mødt 20 glade mennesker op – nogle helt fra Langeskov – for at gøre forårsrent i Rønninge søndag formiddag den 2. april.

Det var Rønninge Lokalråd, der i anledning af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamlingsdag, havde arrangeret indsamling af affald i og omkring Rønninge under sloganet “REN RØNNINGE”.

– Vi fik på halvanden time samlet total 37 kilo skrald fra vores gader og stræder, siger Arnold Hjære Jensen, der havde organiseret indsamlingen. Der var alene knap fem kilo dåser i hegn og hække.

Efter vejning og sortering var der kage, kaffe og sodavand i den skønne forårssol. Arrangementet var Rønninge Lokalråds første aktivitet, siden stiftelsen i februar. -ard

Artikel fra Kjerteminde Avis