Nu er skolemaden lettere i Langeskov: Rønninge Forsamlingshus tilbyder madpakker

Kerteminde ugeavis Af Mette Louise Fasdal , mlfa@fyens.dk 10. november 2019

Bo og Dorthe Sørensen, der er værtspar i Rønninge Forsamlingshus, er begyndt at levere skolemad til Langeskov Skole. I gennemsnit har værtsparret dagligt 110 bestillinger.

Rønninge: – Biiiip, biiiip, biiip.

Uret i ovnen påkalder sig Bo Sørensens opmærksomhed, og han hiver en stor plade med sprødstegt bacon ud af den varme ovn og sætter den fra sig på bordet i køkkenet.

Imens fordeler hans kone, Dorthe Sørensen, møjsommeligt salat rundt i små plastikbeholdere, så de kan blive klar til servering.

For småkedelig spegepølse, semitørt rugbrød og et ærgerligt stykke frugt er ikke længere en fast del af frokosten, når flere af Langeskov Skoles elever på afd. Pilen og afd. Bakken kaldes til spisefrikvarter.

Da eleverne begyndte i skole igen efter efterårsferien, var Bo og Dorthe Sørensen, der er værter i Rønninge Forsamlingshus, nemlig klar til at give de gammeldags madpakker et modspil.

Nu kan eleverne få sandwich, salater, gnavegrønt og snacks, som bliver leveret på skolen hver dag klokken 11. Det kræver blot, at maden er forudbestilt senest klokken 7.30 på Skolemad.nu, som Rønninge Forsamlingshus leverer madpakker igennem.

Skolemad.nu er en virksomhed i Herning, som har mange lokale leverandører.

– Det er Skolemad.nu, der står for det administrative. Her skal man bare oprette sig som bruger, og så går det hele gennem dem, så der er ikke penge mellem os og eleverne, fortæller Dorthe Sørensen.

Slut med fast arbejde

På denne regnvåde efterårstirsdag i november er der bestilt 53 madpakker. Tirsdag er ikke nogen stor madpakkedag for forsamlingshuset. Det er fredag derimod.

– Jeg tror, at det har noget at gøre med, at der er køleskabene ved at være tomme, og så det er lettere at købe madpakkerne end at skulle til ud og handle igen inden weekenden, siger Dorthe Sørensen og fortæller, at hun den forgangne fredag havde 158 bestillinger, og hun var alene om arbejdet.

I gennemsnit leverer Rønninge Forsamlingshus dagligt 110 madpakker.

Mens hun sagde sit arbejde som pedel ved Syddansk Universitet op 1. august i år for at satse noget mere på Rønninge Forsamlingshus, som hun og Bo Sørensen overtog værtskabet af sidste år, arbejder hendes mand fortsat toholdsskift ved Plus Pack A/S i Odense. Det betyder, at det kun er hver anden uge, at han har mulighed for at give en hånd med i køkkenet om formiddagen. Derfor må hun bevare det kølige overblik, når hun er alene.

Og lige nu er der nok af arbejde til at fylde dagen ud. For når madpakkerne er leveret, begynder arbejdet med at forberede næste dags produktion.

Der skal handles, og så sætter både Bo og Dorthe Sørensen også en ære i, at alt så vidt muligt er lavet fra bunden. Derfor skal der også snittes grønt og ordnes stege til sandwich og salater.

Rønninge Forsamlingshus har fået forespørgsler fra andre skoler, der også gerne vil have leveret skolemad, og derfor er det ikke usandsynligt, at der i fremtiden vil blive kørt madpakker til andre skoler i nærområdet.

Sommerdag i Rønninge med Lokalrådet

Af Rikke Mohr Jørgensen -10. august 2019 kjavis.dk

Som kulmination på landsby Make Over-konkurrencen kommer juryen også forbi Rønninge på søndag.

Kom og besøg en levende landsby. Foto: Rønninge Lokalråd

Derfor afholder Rønninge Lokalråd Sommerdag i Rønninge fra 10 – 13.

I Rønninge vil man som landsbyprojekt gøre byens legeplads til byens midtpunkt og skabe mulighed for endnu flere aktiviteter.

Der vil på søndag derfor være leg, spil, mulighed for at kæle med grise og kaniner. Der vil være mulighed for at lave snobrød, smage Rygeost, købe øl, vand og pølser. Der vil være boder med lokale varer og kunsthåndværk og meget mere, netop for at demonstrere hvordan legepladsen kan fungere som midtpunkt for mange aktiviteter.

Dommerudvalget, som består af museumsdirektør Erland Porsmose, arkitekt John Bo Verner, redaktør Niki Treumer Mogensen, journalist Helle Nordstrøm samt den kommunalt udpegede Jens-Arne Hansen, lagde i deres udvælgelse vægt på, at projekter skulle være udsprunget i lokale fællesskaber og at det færdige projekt skulle give muligheder for at endnu flere ville blive involveret i det – både når arbejdet med at realiseret projektet stod på – og efterfølgende når landsbyen skulle gøre bruge af det nye resultatet.

200 holdt Sankthans ved Rønninge legeplads

200 holdt Sankthans ved Rønninge legeplads

Af: Rikke Mohr Jørgensen 24. juni 2019 Kjerteminde avis


Legepladsen i Rønninge er det lokale samlingspunkt. Foto: Arnold Jensen

Rønninge-borgere i alle aldre fejrede Sankthans sammen. Fremmødet glædede medlem i lokalrådet.

Der var tæt på 200 til Sankthans aften i Rønninge, meddeler Rønninge Lokalråd.

– Det skyldes nok det gode vejr og det tidlige tidspunkt, men forhåbentligt også vores dejlige legeplads, at så mange var mødt op med grillen og lidt mad under armen, siger kasserer i lokalrådet Arnold Jensen.

Legepladsen i Rønninge er en naturlegeplads, som er blevet bygget af frivillige beboere fra Rønninge og omegn. Den indeholder der gynger og et legetårn med rutchebane for de små. I den anden ende er der tarzanbane og svævebane for de lidt større børn. I midten er der fodboldbane, basketmål og girafgynge. Fornyligt er også blevet tilføjet et madpakkehus.

– Det er så skønt at se så mange mennesker, og specielt børn komme og hygge i vores lille landsby, fortsætter Arnold Jensen.

Fra kl. 15 kunne man på pladsen og bage snobrød, lave heks eller spille bold og kongespil. kl. 17.30 blev båltalen holdt, og den stod filosof og næstformand i Lokalrådet Tonny Aagaard Olesen for. Herefter var der grill og hygge.

Læs mere om Rønninge Legeplads og Rønninge Lokalråd her


Rønninges børn kunne om eftermiddagen bage snobrød og lave heks til bålet. Foto: Arnold Jensen

 

Rønninge markerer befrielsen med restaureret mindesten

Ny cykelsti er mørk og uhyggelig: Landsby kæmper for at få lyset tilbage

Hverken skolebørn eller hundeluftere føler sig trygge på nyanlagt cykelsti imellem Rønninge og Langeskov.

Af: Helle Kryger  – Fyens Stiftidende 17/12-18

Rønninge: De bor ude på landet og så alligevel tæt på det hele. Sådan cirka lyder forklaringen nok på, at næsten alle huse i den lille landsby Rønninge syd for Langeskov er fyldt med overraskende mange børnefamilier.

Der er kun to kilometer til den nærmeste folkeskole, cirka det samme til motorvejen og endnu mindre til indkøbsmulighederne i centrum af Langeskov. I sommer åbnede en legeplads midt i landsbyen, som borgerne skabte i fællesskab.

Ja, faktisk burde de være godt tilfredse derude på kanten af kommunegrænsen.

– Den er rigtig klam at cykle på. Når det er mørkt, kan man ikke se, om der kommer nogen gående forfra, eller hvornår vejen drejer, så jeg er ikke så tryg ved at cykle der selv, fortæller 17-årige Anne Ziefeldt Jensen fra Rønninge.

Hun har flere venner boende i Langeskov, men cykelstien, som egentlig skulle fungere som bindeled mellem Rønninge og det velbelyste stisystem i nybyggerkvarteret Bakkegårds Allé i Langeskov, er i stedet blevet en utryg barriere.

– Min søn på ni år skal begynde at cykle selv i skole efter sommerferien, og jeg frygter, at han trækker ud på kørebanen, som går parallelt med stien i stedet for. Her må bilerne køre op til 80 kilometer i timen, fortæller Lars Ziefeldt Jensen.

– Der har tidligere været gadebelysning på hele Stavnsagergyden, men det blev fjernet, da man lavede cykelsti. Uden at der er kommet noget op siden. Der er ikke noget godt argument for ikke at sætte lys på stien. Man vil jo også gerne have flere skolebørn til at cykle.
Arnold Hjære Jensen, Rønninge Lokalråd
Cykelstien er en del af en skolevej, der passerer fra Rønninge, langs med Stavnsagergyden og gennem nybyggerkvarteret Bakkegårds Allé i Langeskov.Grafik: Mikkel Damsgård.

Cykelstien er en del af en skolevej, der passerer fra Rønninge, langs med Stavnsagergyden og gennem nybyggerkvarteret Bakkegårds Allé i Langeskov.Grafik: Mikkel Damsgård.

10 lygtepæle kan løse problemet

Rønninge Lokalråd er derfor gået til kamp for mere lys på strækningen. De har samlet 180 underskrifter, formuleret et projekt og indsendt det til kommunen.

– Vi forstår ikke, at der på strækningen over Bakkegårds Allé er stibelysning med lamper med 25 meters mellemrum, mens der på de sidste 400 meter mellem Bakkegårds Allé og Rønninge intet er. Det vil vi meget gerne have lavet om på, fortæller Arnold Hjære Jensen fra lokalrådet.

– Der har tidligere været gadebelysning på hele Stavnsagergyden, men det blev fjernet, da man lavede cykelsti. Uden at der er kommet noget op siden. Der er ikke noget godt argument for ikke at sætte lys på stien. Man vil jo også gerne have flere skolebørn til at cykle, fortsætter Arnold Hjære Jensen.

Vi kan meget sammen

Ifølge lokalrådets egne beregninger vil det koste mellem 90- og 100.000 kroner eks. moms at få gravet 250 meter kabel i jorden og opsætte cirka 10 lygtepæle på den mørke strækning.

26. november 2018 kom der svar fra forvaltningen:

” Til jeres orientering skal det oplyses, at jeres ønske om lys på stien mellem Rønninge og Langeskov findes i listen over trafiksikkerhedsopgaver i Kerteminde Kommune. Hvert år i løbet af februar/marts fremlægges listen over trafiksikkerhedsopgaver for Miljø, Natur- og Teknikudvalget til udpegning/prioritering. I 2019 er der desværre ikke afsat økonomiske midler til trafiksikkerhedsopgaver.”

Noget tyder altså på, at borgerne i Rønninge må væbne sig med tålmodighed. Men de har ikke tabt gejsten.

– Da vi arbejdede på at anlægge legepladsen, opdagede vi, hvor meget vi egentlig kan, når vi står sammen og hvor mange ressourcer, der er i lokalområdet. . Tænk sig, der var 120 til indvielsen. Så vi kæmper videre, fortæller Arnold Hjære Jensen.

Artikel fra: Fyens Stifttidende 

37 kilo skrald i Rønninge blev fjernet

 

Foto: Anders Hjære Pedersen

 

Der var mødt 20 glade mennesker op – nogle helt fra Langeskov – for at gøre forårsrent i Rønninge søndag formiddag den 2. april.

Det var Rønninge Lokalråd, der i anledning af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamlingsdag, havde arrangeret indsamling af affald i og omkring Rønninge under sloganet “REN RØNNINGE”.

– Vi fik på halvanden time samlet total 37 kilo skrald fra vores gader og stræder, siger Arnold Hjære Jensen, der havde organiseret indsamlingen. Der var alene knap fem kilo dåser i hegn og hække.

Efter vejning og sortering var der kage, kaffe og sodavand i den skønne forårssol. Arrangementet var Rønninge Lokalråds første aktivitet, siden stiftelsen i februar. -ard

Artikel fra Kjerteminde Avis