De blev klogere i Rønninge: Man skilter ikke med en legeplads

22 feb. 2020 kl. 19:00Helle Nordström heno@fyens.dk

I begejstring over den skønne legeplads, de har skabt, satte Rønninge Lokalrådselv et skilt op, så mange flere kunne få glæde af pladsen. Men det må man altså ikke. Foto: Rønninge Lokalråd.

I begejstring over deres fantastiske naturlegeplads satte Rønninge Lokalråd et henvisningsskilt op i et vejkryds. Det må man ikke.

Rønninge: Legepladsen i Rønninge er noget helt særligt. Det er ikke bare en rutsjebane og et par gynger. Her er tale om et meget stort naturareal, der frister med blandt andet Tarzanbane, svævebane og fodboldmål.

Drevet af begejstring over, hvor dejlig legepladsen er blevet, satte Rønninge Lokalråd derfor et skilt op ved Rønningekrydset Vesterskovvej/Røjrupvej

– Alle i byen kender selvfølgelig legepladsen, men den ligger jo lidt gemt, så vi ville gerne hjælpe byens gæster, så de også kan finde det skønne område, vi har skabt. Vi er jo lidt stolte af legepladsen og vil gerne have, at den bliver brugt, fortæller Arnold Jensen, kasserer i Rønninge Lokalråd.

Men det må man så bare ikke, blev de hurtigt klar over. Der kom en henvendelse fra kommunen om, at skiltet skulle fjernes. Og der var der endda flere årsager til. Det fremgår af en mailudveksling mellem kommunen og lokalrådet, avisen har fået aktindsigt i.

For det første accepterer kommunen generelt kun, at der er fire pilevejvisere i samme retning i et kryds – af hensyn til overskueligheden. I netop dette kryds bliver der endda fem, fordi Sølykke Golf også kommer på.

Og desuden fordi man ikke vejviser til legepladser. Der findes faktisk ikke noget officielt servicesymbol for legepladser

Midlertidige skilte til dagsarrangementer

– Ja man bliver jo hele tiden klogere. Vi anede ikke, at man ikke må skilte til legepladser, men godt til golfbaner. Pudsigt al den stund, der nok er flere børn end golfspillere, griner Arnold Jensen.

– Men vi har haft en god dialog med kommunen, som jo bare følger de love og regler, der er. Jeg kan da også godt forstå, at man så vidt muligt skal undgå at lave skilteskov.

Dialogen har ført til, at man nu i Rønninge ved, at der gerne må skiltes op til dagsarrangementer på legepladsen. Blot de husker at ansøge først – hver gang.

I miljørigtig genbrugsstil regner de i Rønninge med at lave midlertidige skilte på bagsiden af brugte valgplakater.