Coronaskulptur vokser frem i Stigs forhave: – Jeg har forsøgt at visualisere det, vi frygter, men ikke kan se

Coronavirussen har spredt sig i Stig Jørgensen have siden februar. Foto: Mette Louise Fasdal

Af: Mette Louise Fasdal mlfa@fyens.dk Fyens Stiftstidende 25 apr. 2020 kl. 12:02

Coronavirussen har vokset sig stærk i Stig Jørgensens forhave i Rønninge, men snart kommer der resistens, for han tænder et håb for fremtiden. Bogstaveligt talt.

Rønninge: Coronavirussen spreder sig i Stig Jørgensens forhave på Skomagerstræde i Rønninge.

Allerede i februar dukkede den op og stod svajede et par dage. Den væltede hurtigt og begyndte at myldre ud over græsplænen, og midt i marts havde den etableret tre grupper, men den blev ved med at vokse og finde styrke og begyndte i april at kravle over stengærdet ud mod vejen og op i et træ.

Stig Jørgensen er ejendomsfunktionær ved Boligforeningen Grønløkken, men når han holder fri, kan han godt lide at skabe skulpturer i sin have.

Derfor skaber han i øjeblikket en corona-skulptur i sin forhave – en skulptur, som hele tiden forandrer sig.

– Jeg har forsøgt at visualisere det, vi frygter, men ikke kan se, forklarer han og fortæller, at skulpturen er skabt i grupper, som hver især skal illustrere, hvor forskelligt virussen påvirker os.

– Døden var det første, der påvirkede os, men ret hurtigt blev vi opmærksomme på, at vi også kan blive påvirket økonomisk. Andre mærker ensomheden, som kan være slem, og der er bedsteforældre, der måske ikke kan se deres børn og børnebørn.

– Angsten er for nogle det, der fylder meget – også angsten for hinanden. Det berører det sociale, og mange mister måske foråret – og måske også sommeren.

Sådan forklarer Stig Jørgsensen nogle af sine tanker bag skulpturen, hvor græsset under snart begynder at visne – også som et symbol på, hvad virussen kan gøre.